Alphabeat: Alphabeat (Copenhagen Records). Er udkommet
Ungdomsklikken Alphabeat fra Silkeborg har rumsteret på rygteplan i musikbranchen en rum tid – og på P3 næsten lige så længe. Denne anmelder hørte allerede fuldtræfferen ’Fascination’ i demoversion i efteråret 2005 og kunne dårligt stoppe stepperiet. Fuldswingende pop i en blippende indpakning, så vidt erindres. Friske sager, ja, damn, det lovede godt, og andensinglen ?10.000 Nights of Thunder’ antydede, at mere var i vente.
Nu ligger den selvbetitlede skive så parat, og man kan konstatere, at der er blevet råslebet på kanterne. Sekstetten leger ikke længere med de elektroniske effekter, men benytter en kontrolleret og forbløffende smal instrumentering. Det dræner til en hvis grad charmen ved dette 1980’er-outfit, som mister umiddelbarhed til fordel for en tilsyneladende konservativ trang til det gennemprøvede.
B-52’s lever ikke forgæves, og det gør de naivistiske forbilleder fra new romantics-scenen ej heller. Sen-60’ernes The Mamas & the Papas kan tage lidt af æren for de gymnasieglade vokalharmonier. Osv.
Ingen superhelte
Det er alt sammen fine referencer, men Alphabeats album ender ikke desto mindre som en småkedelig betaversion.
Sammenligningen med opløste Superheroes, der for otte års tid siden hamrede op i pophierarkiet, ligger naturligvis lige for. Begge grupper debuterede som purunge talenter, og begge grupper dyrker nostalgi, naivitet og et miks af drenge- og pigesang i tostemmige arrangementer. Her stopper sammentræffene dog. Desværre, fristes man til at tilføje. Thomas Troelsens uimodståelige mod til at lave kitschet synthesizer-pop med et tekstunivers så blåøjet, at det bare måtte være autentisk, var vidunderligt.
Og det er her, Alphabeat svigter. Orkestrets cyklamenfarvede rave-look signalerer udsyret kaos, men det ledsages ikke desto mindre af pænproduktioner, der mere lyder af tæmmede teenagere end festlømler. Ydermere er teksterne svage i detaljen og lyder af og til som en intern joke, der ikke kan bære al opmærksomheden.
Bare tag et supercatchy nummer som det depechemodulerede ?Rubber Boots/Mackintosh’. Paradoksalt brænder det hverken igennem på den ene eller anden måde og går nærmest i stå i dets totale mangel på dynamik.
Til sidst trænger også ensformigheden sig på, og det er i bund og grund ærgerligt: Alphabeat, der vitterlig besidder en sjælden flair for gedigent hithåndværk – ørehængerne, mangler bare det øredøvende. Hvem ved, måske er der simpelthen blevet arbejdet for meget med debuten?