Nigel de Jongs karatespark i brystet på Xabi Alonso i VM-finalen kan have kostet spanieren et par brækkede ribben. Og tacklingen har virkelig gjort nas, siger Real Madrid-spilleren selv.
"Det er en af de værste tacklinger, jeg nogensinde har fået. Det var en tæt kamp, der var respekt fra begge sider, og de var nødt til at lukke vores spil ned. Men den tackling var virkelig hård. Det er en af de mest smertefulde tacklinger i mit liv, og det gjorde ondt at spille videre," siger Xabi Alonso ifølge BBC.
Nigel de Jong, der var afsender af vanvidstacklingen, indrømmer, at tacklingen var meget hård, og han frygtede, at den blev vekslet til et rødt kort.
"Jeg var bange for, at det ville blive mere end gult. Det så slemt ud, men for at være helt ærlig, så så jeg ikke modstanderen komme ind fra den side. Jeg var fokuseret på bolden og ramte ham i brystet. Han gav mig det gule kort, og det var heldigt for mig," siger VM-sølvinderen.
Xavi Alonso skal nu til undersøgelser på hospitalet for at få klarlagt, hvor alvorligt det står til med hans ribben.