Skraldebilen, der onsdag kørte en 63-årig turist ned på Strøget i København, er nu sendt tilbage til leverandøren, der skal undersøge eventuelle fejl på bilen.
Det oplyser chef for Center for Renhold i Københavns Kommune, Claus Robl.
- De øvrige otte biler, der er fra samme fabrikant, er også sendt tilbage. De kommer under ingen omstændigheder ud at køre, før de er gennemtjekket, siger han.
Alle kommunens øvrige el-skraldebiler har været parkeret i garagen torsdag, men kommer på gaden igen fredag.
Imens afventer kommunen politiets undersøgelser, der ventes enten fredag eller mandag i næste uge.
- Status er, at den konkrete bil i øjeblikket er til undersøgelse hos bilinspektøren. Vi forventer, at vi har et klart billede af hans vurdering af bilens tilstand enten i morgen eller mandag, siger sekretariatsleder på Station City i København Stine Mathiesen.
Mens politiet venter på at høre bilinspektørens dom over, om der er fejl ved skraldebilen, bliver vidner afhørt og overvågningsmateriale set igennem.
- Vi har indhentet overvågningsmateriale fra Strøget, som vi pt. er ved at se igennem. Jeg vil tro, at vi kan se hele forløbet på det, men jeg har ikke selv kigget båndene igennem endnu, så jeg ved det ikke, fortæller sekretariatslederen.
Politiet arbejder fortsat ud fra alle teorier, og det betyder, at det endnu ikke er udelukket, at føreren af bilen risikerer en tiltale.
- Hvis vi finder fejl ved bilen eller fra førerens side, skal vi finde ud af, om der er nogen, der kan gøres ansvarlig. Så potentielt set kan føreren godt risikere en tiltale, siger Stine Mathiesen.
Den dræbte turist er amerikansk statsborger, og politiet har underrettet den amerikanske ambassade om ulykken.