Alle blåøjede kan spores tilbage til den samme forfader. Det har en dansk génforsker fundet ud af, skriver jp.dk.
Génforskeren Hans Eiberg fra Panum Instituttet på Københavns Universitet har opdaget, at det er en mutation i de blåøjedes dna, der blokerer for produktion af det brune farvestof melanin, der er årsagen til, at de fleste mennesker i verden har brune øjne.
- Denne mutation er kun sket én gang i hele menneskehedens historie. Jeg har undersøgt både tyrkere, israelere og asiater, der har mørk hud, men blå øjne. De har alle akkurat den samme frekvens i dette område af deres dna, hvorimod personer med brune øjne har en stor variation. Alle personer med blå øjne har således en og samme forfader, siger Hans Eiberg til jp.dk.
Blåøjede er eftertragtede
Han forklarer, at mutationen har fundet sted for 6.000-10.000 år siden, og understreger at de blåøjede er kommet godt igennem evolutionen.
- Én mutation i ét menneske er måske blevet til 300 millioner kopier i 150 millioner mennesker. Der må være en eller anden positiv seksuel selektion forbundet med det at være blåøjet, siger han til avisen.
Hans Eiberg har undersøgt 157 blåøjede menneskers DNA og identificeret en kontakt, der tænder og slukker for OCA2-génet, der dermed bestemmer øjenfarven.