Solen skinner og badevandet er skønt, men det varer ikke længe, for de ulækre alger er på vej mod Danmark.
Varmen får nemlig algerne til at blomstre op, skriver B.T.
Nye satellitbilleder viser, at en stor algeplamage bevæger sig mod Vesterhavet. Den største koncentration befinder sig på nuværende tidspunkt nær Tønder og strækker sig op til Blåvand og Hvide Sande.
"Alt tyder på, at der en stor forekomst af alger, men det kommer meget an på vind og vejr, om de havner på de danske badestrande," siger havbiolog Kjeld Jørgensen fra By- og Landskabsstyrelsen til avisen.
Han råder badeglade strandgæster til at kigge sig en ekstra gang på vandoverfladen, inden man hopper i bølgen.
"Alger kan ligne noget, der minder om små fnug og en god tommelfingerregel er, at hvis du står med vand til knæene og ikke kan se dine fødder, så skal du komme op af vandet," siger han.
Algeopblomstringerne rammer især de indre danske farvande og ferskvandssøer.