Det olierige nordafrikanske land Algeriet har skiftet ud på premierministerposten.
Præsident Abdelaziz Bouteflika har udpeget Abdelmalek Sellal som ny premierminister, og Sellal og Bouteflika skal nu i fællesskab i gang med at stykke en ny regering sammen.
Bouteflika, der har været præsident siden 1999, har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa valgt en teknokrat som premierminister.
Sellal har haft flere ministerposter igennem årene, blandt andet minister for vand, ligesom han i 2004 med held stod i spidsen for Bouteflikas kampagne for at blive genvalgt.
Præsidentskabet meddeler, at Sellal får posten, fordi den hidtidige premierminister, Ahmed Ouyahia, har indgivet sin afskedsbegæring.
Der var parlamentsvalg i landet i maj, og siden da har en regeringsændring været ventet.
Ved det valg var stemmedeltagelsen under 50 procent, hvilket afspejler den desillusion, som mange indbyggere har over for politik i Algeriet.
I andre lande i regionen, Tunesien, Libyen og Egypten, har der inden for de seneste par år været såkaldt arabisk forår, hvor befolkningerne har væltet de mangeårige ledere.
Sådan er det ikke gået i Algeriet.
Her har Bouteflikas Nationale Befrielsesfront (FLN) regeret, siden landet blev uafhængig fra Frankrig for 50 år siden.
/ritzau/dpa