De flyttede til Danmark for at støtte deres datter i hendes svære opgave som prinsesse. Og selv efter at Alexandra og Joachim blev skilt, blev Christa og Richard Manley ved med at bo på Schackenborg i Møgeltønder.
Men nu flytter Joachims kommende prinsesse Marie snart ind på de bonede gulve i det sønderjyske - og det har betydet, at Christa og Richard Manley må finde et andet sted at bo.
Det aldrende ægtepar flytter således permanent til Østrigs hovedstad Wien, og ugebladet Se&Hør fangede dem forleden i Kastrup Lufthavn, mens de var ved at tjekke kufferterne ind.
Men Alexandra var der ikke selv for at sige farvel til sine forældre.
- Det er da sørgeligt at rejse, men det var nu ikke en stor bevæget afsked med vores datter, fortalte Christa Manley til Se&Hør.
Hun virkede dog ikke sur over, at hverken datteren eller børnebørnene var i lufthavnen for at vinke farvel.
Til gengæld virkede Richard Manley en smule konfus. Han er nemlig blevet mere eller mindre dement med årene og kunne ikke rigtig finde hoved eller hale i afrejsen.
- Vi skal bare et smut til Østrig, og så skal vi også besøge vores datter i London - men vi kommer tilbage til Danmark igen, forsikrede Richard Manley om i lufthavnen. Christa Manley måtte dog rette på ham.
- Nej, vi tager af sted for at bo fast i Wien, forsikrede Christa Manley.