I de friskere dele af musiklivet er det notorisk begrænset, hvor mange der tager ordensmagten udpræget alvorligt. Men en fyr som britiske Sting viser de fleste – om de dyrker jazz, rap, pop eller rock – til gengæld respekt for.

Han er ikke blot en fabelagtig bass-, keyboard-, vokal- og komponist, han herser også rundt med en af de foregående årtiers største grupper, selveste The Police. Det var ham, der beordrede, at trekløveret officielt skulle opløses på toppen i 1986, og det var ham, som dikterede genforeningen tidligt i år.

Da Sting, guitarist Andy Summers og trommeslager Stewart Copeland i februar annoncerede trioens turné, lagde ingen – ikke engang bandkollegerne – således skjul på, at egenrådige Sting stod bag. Det var blevet tid til at genoplive de magiske koncerter, der var en del af start-1980 ernes måske største popsucces.

I aften når de tre midaldrende herrer til Århus på et verdens-cruise, som ligner et triumftog med anmelderroste koncerter og udsolgte stadioner fra Las Vegas til Santiago. Selvfølgelig lige med undtagelse af østjyske Vestereng, hvor det stadig kniber med at afsætte nogle tusinde billetter.

Roxanne solgte varen

Skulle man være lige i nærheden, kan det dog varmt anbefales at gribe dybt i de nylønnede lommer og opsøge den forbipasserende brise af pulsende pophistorie.

The Police blev grundlagt i 1977, da amerikansk fødte Stewart Copeland ville danne sig en ny trio i London. Han fandt den jazzglade bassist Sting og guitaristen Henry Padovani, og allerede i februar indspillede de deres første single sammen. Ad omveje kom også Andy Summers med, og i juni var The Police en kvartet. Det var dog en stakket frist, og Henry Padovani forlod allerede bandet i august.

På det tidspunkt var The Police i fuldt sving – og swing, skulle det vise sig – med albumdebuten. Den kom til at hedde Outlando s Amour og rummede blandt andet balladen Roxanne – oden til et prostitueret pigebarn. Da verden først fik den hængt i øret, kom gennembrudet, og deres unikke blend af pop, rock, jazz og reggae vuggede over det meste af verden.

Friske på aftrækkeren

Frem til og med The Polices sidste studiealbum, Synchronicity fra 1983, rockede trekløveret en nærmest uhørt stribe hits – deriblandt klasseklassikeren Every Breath You Take – og fem britiske nummer 1-album af sig. På sølle seks år. Da Sting trak stikket i 1983, holdt trioen stadig kadencen, selvom sangtitler som 1980 s De Do Do Do, De Da Da Da retrospektivt må mane til en vis skepsis.

At Sting – eller Gordon Sumner, som han også hedder – stak i udbrud, retfærdiggjorde hans ofte smågeniale soloplader. De to efterladte bandmedlemmer klarede sig også pænt og lavede adskillige vellykkede soundtracks til såvel europæiske som amerikanske film, og Andy Summers opnåede stribevis af anerkendelser for sit helt igennem stramme guitar-ekvilibristeri.

Men det var altså Stings bas, der bestemte tempoet i The Police, og da han i begyndelsen af året satte sig ind i patruljevognen med GPS en rettet mod fortiden, parerede de to andre ordre. The Police er tilbage, og som den ægte vare er de fortsat fyrige og friske på aftrækkeren.