To af rædselskabinettets mest berømte logebrødre, Venezuelas præsident Hugo Chavez og Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, mødtes mandag ved præsidentpaladset i hovestaden Caracas - og der var dømt højt humør.
De to præsidenter ligger begge øverst på USA's liste over upopulære statsledere, da de er anset som "djævle", sagde de begge selv sarkastisk.
"Når vi djævle slår hovederne sammen... Det er som om, at de (USA, red.) går amok," sagde Hugo Chavez.
De havde i dagens anledning også kun latter tilovers for USA's beskyldninger om Irans atomprogram. USA's regering mistænker Iran for at udnytte sit atomprogram til at udvikle atomvåben.
Ahmadinejad jokede, at hvis de to lande havde nogen som helst planer om at noget, der minder om en bombe, "så er det kærlighed, der er bombens brændstof."
Hugo Chavez spillede med på den iranske præsidents vittighed og sagde, at Iran havde hjulpet Venezuela med at bygge en "atomcykel".
Den iranske præsident rejser i øjeblikket rundt i Latinamerika, hvor han udover Venezuela skal besøge Nicaragua, Cuba og Ecuador.
Analytikere mener, at det er et forsøg på at skabe bedre handel mellem de latinamerikanske lande og Iran i en tid, hvor den iranske økonomi er ramt hårdt af sanktioner fra USA og EU.
Kilde: Fox News Latino