Med 5-1 sejren over Brøndby sikrede AGF sig det bedste superligaresultat i 15 år, det ligger fast, selvom der er to kampe igen.
Dermed er Peter Sørensen indtil videre også lykkedes i et job, hvor en længere række af kolleger har fejlet de seneste år. Efter sejren lagde træneren ikke skjul på at være stolt af sæsonen og kunne også tales ind i det mere filosofiske hjørne.
- Det er et job, som æder ens tid, både når man er vågen, og når man sover. Det er følelser, der i spil, selvfølgelig også faglighed, men det er især følelser. Forskellen på at lykkes og mislykkes er afgjort af marginaler.
- Det, som man kæmper med af overvejelser, overstiger formentlig, hvad de fleste forventer, at man bruger af tid på dette arbejde, siger Peter Sørensen, der også uddelte store roser til både assistenter og spillere.
- Det er en skøn blanding af prøvede og uprøvede, af kloge hoveder og kvikke fødder, og nogle har endda begge dele, siger træneren.
Mere konkret mente han, at sejren på 5-1 var sæsonens bedste præstation.
- Det var en fantastisk kamp, hvor mange af vores unge spillere fik chancen, og de trådte i karakter og levede op til de relativt høje forventninger, jeg havde, siger Peter Sørensen.
En af de bedste præstationer kom dog fra holdets ældste spiller i form af Martin Jørgensen, som var imponeret over sit holds præstation.
- Vi lavede mål, da vi skulle, vi var gode til at spille ud af pres, og vi kendte vores besøgelsestid, da vi lukkede kampen kort inde i anden halvleg, siger Martin Jørgensen.
På onsdag udtages EM-truppen, men Jørgensen ville hellere snakke AGF end EM-udtagelse.
- Det tænker jeg ikke, det store om. Det må komme, som det kommer, siger Martin Jørgensen.