Aarhus Elite A/S, selskabet bag fodboldklubben AGF, bliver ved med at tabe penge.
Tirsdag fremlagde selskabet et årsregnskab for 2011/12, som viser et underskud på 15,3 millioner kroner.
Det er ganske vist bedre end sidste års underskud på 34,8 millioner kroner, men stadig ikke tilfredsstillende, meddeler Aarhus Elite A/S.
- Pilen peger den rigtige vej, men det er naturligvis aldrig tilfredsstillende at have et underskud på 15 millioner kroner i en fodboldklub, siger Jan Christensen, administrerende direktør hos Aarhus Elite, til Ritzau Finans.
- Og så er der jo altid en vis usikkerhed i fodbold. Scenariet bliver et helt andet, hvis vi pludselig skal en tur i 1. division igen, påpeger direktøren.
Aarhus Elite A/S fokuserer ellers på, at selskabet har forøget omsætningen. Selskabet forventer for det kommende regnskabsår en "fortsat reduktion af underskuddet".
Samtidig skal man have ny bestyrelsesformand, eftersom Torben Bjerre-Madsen stopper ved næste generalforsamling. Næstformand Lars Fournais er klar til at overtage posten.
/ritzau/