Ældre rammes hårdest af nye dagpengeregler

Folk på 50 år eller derover er overrepræsenteret blandt ledige, der ikke kan få kontanthjælp, når nye regler træder i kraft ved årsskiftet.
Ledige seniorer har svært ved at få job igen, og stort set ingen kan få kontanthjælp.
Ledige seniorer har svært ved at få job igen, og stort set ingen kan få kontanthjælp. Foto: Colourbox

Når arbejdsløse fremover højst kan gå på dagpenge i to år, rammer det særligt hårdt de ledige over 50 år.

Seniorerne er nemlig overrepræsenteret i gruppen af folk uden job, der har gået på dagpenge i to år eller mere. Det viser nye tal fra AK-Samvirke, skriver Ugebrevet A4.

"Tallene viser, at det er 2.400 ledige om måneden, der har passeret grænsen med to år på dagpenge, og opgjort på alder er der blandt dem forholdsvis flere i de ældre aldersgrupper, som rammer loftet," siger direktøren for AK-Samvirke, Verner Sand Kirk til Newspaq.

Ved det kommende årsskifte træder de nye dagpengeregler i kraft, og fra og med 2013 kan op mod 850 ledige på 50 år og derover hver eneste måned miste deres dagpenge.

Men 19 ud af 20 af de ledige i alderen 50 til 54 år kan ikke gøre krav på kontanthjælp.

For at få kontanthjælp må ens ægtefælle ikke have en indkomst, ligesom man ikke selv må eje en formue over 10.000 kroner.

"Hvis man ikke er berettiget til kontanthjælp eller har en rig ægtefælle, så kan man være rigtig godt på den. Det betyder altså at langt de fleste ikke kan få noget støtte overhovedet, og derfor er det her jo et kæmpe problem, når det berør så mange mennesker," forklarer Verner Sand Kirk.

Det samme vurderer Hans Jørgen Thomsen, som leder fagforbundet 3F's a-kasse i Varde-Billund, hvor blandt andre Vestas for nylig fyrede folk.

"Situationen er meget kritisk for de ældre ledige. Dels er der ingen efterspørgsel på dem fra arbejdsgivernes side. Dels vil mange af dem ikke kunne få kontanthjælp," siger Hans Jørgen Thomsen til A4.

Ifølge LO er hver anden af de arbejdsløse over 50 år langtidsledige. Det vil sige, at de har været arbejdsløse i mindst ni måneder inden for det seneste år.

faktaboks

Når de færreste på 50 plus kan få kontanthjælp, hænger det sammen med deres formue.

Blandt dem, der ikke kan få kontanthjælp, falder 94 procent af de 50-54-årige for reglerne om formue, mens 41 procent falder for reglerne om ægtefællens indkomst.

Til sammenligning gælder det samme for 70 procent af de 18 til 24-årige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.