En ældre kvinde er natten til torsdag fundet død i et brændende rækkehus i Ottegårdsparken i Viby Sjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet modtog anmeldelsen om branden kort før klokken 3.30.
- Kriminalteknikere har arbejdet på stedet for at forsøge at klarlægge brandårsagen. Det er rutine, når en eller flere personer er indebrændt, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregård fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Han understreger, at der ikke er nogen indikationer på, at en kriminel handling har forårsaget branden i den ældre kvindes hjem.
Politiet formoder derimod, at en halogenlampe er skyld i branden. Således blev en nedfalden lampe fundet i kvindens seng.
Det var en medarbejder fra hjemmeplejen, der opdagede branden. Da hun låste sig ind, blev hun mødt af en tæt røg og kontaktede alarmcentralen.
Rækkehusets beboer - en 90-årig kvinde - blev fundet død i soveværelset.
De pårørende til kvinden er blevet underrettet om hendes død.
/ritzau/