Kritikken af Statsadvokaten for København og Bornholm for mangelfuld efterforskning i forbindelse med en fejlagtig terroranholdelse under klimatopmødet i 2009 fortsætter.
Under klimatopmødet blev fem personer anholdt, fordi politiet forvekslede en flyttemand med en efterlyst terrorist. To af dem - en mand og en kvinde - klagede efterfølgende til statsadvokaten over politiets behandling af dem.
I sommer eksploderede sagen i medierne, da statsadvokaten meddelte, at hun måtte opgive sagerne, da hun ikke kunne finde frem til de involverede betjente.
Da flere betjente henvendte sig og sagde, at de havde deltaget i anholdelsen og transporten af de anholdte, genoptog statsadvokaten sagen og overgav den til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.
Manden havde klaget over, at han blev tvunget til at tisse i to plastikflasker, og at en betjent havde grinet hånligt af ham og kaldt ham en fisk, da han drak en flaske vand.
Tirsdag blev betjenten, der sad sammen med den anholdte, som den sidste afhørt i DUP.
- Det viser sig, at statsadvokaten siden den 22. februar 2011 har haft et notat med navnene på de 12 betjente, som havde med transporterne at gøre, siger betjentens advokat Torben Koch.
- I halvandet år har hun kendt navnene, men ikke indkaldt dem til afhøring. Min klient, der var den eneste, som sad bag i bilen med den anholdte, meldte sig selv i sommer, fortsætter advokaten.
Ifølge Torben Koch er det rigtigt, at den anholdte måtte tisse i en flaske bag i bilen.
- Den holdt stille i næsten to timer på Retortvej. På et tidspunkt skulle han tisse, og min klient kalder op og spørger, om den anholdte må komme på toilettet. Der er tale om en terrormistænkt, så det får han nej til, siger advokaten.
Den afhørte betjent kunne dog ikke sige, hvem der havde sagt, at den anholdte ikke måtte komme på toilettet.
Betjenten afviser også, at han skulle have grinet hånligt ad den anholdte og kaldt ham en fisk.
- De sidder i op mod to timer bag i bilen og snakker - blandt andet om fiskeri, fordi den anholdte var på vej på fisketur. De taler og pjatter sammen, og der var ikke tale om, at min klient kaldte den anholdte en fisk, siger betjentens advokat.
/ritzau/