AC Milan har fået en meget dårlig start på den italienske Serie A i fodbold med blot tre point efter tre kampe.
Træner Massimiliano Allegri erkender efter lørdagens 0-1-nederlag hjemme til Atalanta, at det ikke er godt nok.
- Det er ikke rart at tabe sæsonens to første hjemmekampe, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
AC Milan tabte også den første hjemmekamp, hvor holdet tabte 0-1 til Sampdoria.
Massimiliano Allegri ser frem til på tirsdag, hvor AC Milan møder Anderlecht i Champions League. Den kamp bliver også spillet i Milano.
- Heldigvis har vi en kamp i Champions League på tirsdag, hvor vi får mulighed for at revanchere os.
- På tirsdag skal vi spille på en anden måde, ikke teknisk, men vi skal spille med større tro på os selv.
- Spillerne bliver nødt til at blive voksne og indse, at det ikke nytter noget at spille med frygt, siger træneren.
/ritzau/