Med og uden skæg og mobiltelefon skubber og maser de til hinanden. Selv ikke under de værste Muhammed-krise-dage har der været så mange mænd samlet foran moskeen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.
Stemningen er mærkelig herude. Abu Laban, elsket og udskældt imam, er død. Ligger i sin kiste inde i moskeen.
»Salam,« råber de fleste til hinanden. Nogle småsludrer og smiler, andre taler i mobiltelefon.
En mand er vred.
»Medierne ødelagde ham. Det var det, der knækkede ham. Nu er han rejst,« råber Noa Khalim, da han får øje på en journalist.
Propaganda
Det er ikke til at se asfalten for pap, plastik-presenninger og jakker, der skal bruges til at bede på. Enkelte er allerede på knæ. Skoene står på fortovskanten. Kvinderne er forvist til Islamisk Trossamfunds hus. De trykker næserne flade mod vinduerne.
Tre drenge pjatter op af rustvognen. En repræsentant fra Hizb ut-Tahrir benytter sig af det overvældende fremmøde til at dele propaganda-sedler ud. Andre har fået fat i plakater af Abu Laban, som de vifter vildt med i luften.
»Du er i vores hjerte,« står der.
»Han var en stor og modig mand, der turde sige tingene direkte. Han var ikke bange for nogen,« siger Abdul Hajje, der er vinduespudser i Ishøj.
Den danske imam Abdul Wahid Pedersen er selvfølgelig også mødt frem.
»Jeg har kendt ham, lige siden han kom til Danmark i begyndelsen af 80’erne. Han var et usædvanligt rart og omgængeligt væg-til-væg-menneske, der fyldte hele pladsen ud. Det, han stod for, stod han for,« siger Abdul Wahid Pedersen.
»Allah er stor,« råber en mand i en megafon. Begravelsesbønnen begynder. Uoverskueligt mylder forvandles til mænd i lange lige rækker, stående og i bedestilling. Der er pludselig meget stille mellem alle de parkerede biler.
En kæmpe bølge af mænd
Manden med megafonen råber igen, og på få sekunder finder alle deres sko og maser sig frem mod kisten, som var der udbrudt brand på de bagerste rækker.
Den hvide kiste gynger af sted på en kæmpe bølge af mænd, der råber og skriger. Fotograferne løber forrest, baglæns. Ned ad Tomsgårdsvej går det midt i myldretiden. En spritter kommer på tværs og mister balancen og poserne med øller. Han råber noget uforståeligt. Passagererne i linie 21 ser forskræmte ud på lille Palæstina.
Motorcykelbetjente skynder på optoget. Abu Labans kiste skubbes ind i rustvognen. Folk løber tilbage til deres biler. Nu gælder det den muslimske begravelsesplads i Brøndby.
Styrtregn i Brøndby
Herude på græsmarken styrtregner det koldt fra vest. De gamle mænd flokkes om graven, skutter sig under små paraplyer. Venter på familien. Man kan høre bilerne fra motorvejen .
»Vil du have vand,« siger en mand, der deler vandflasker ud midt på græsmarken, som var det en varm dag i Saudi-Arabiens Mekka.
Så begynder det hele igen. Kisten gynger over store vandpytter mod graven. Og så er det slut. En af Danmarks mest betydningfulde imamer rejste alligevel ikke tilbage til Mellemøsten.
Kasem Said Ahmad, formand for Dansk Islamisk Begravelsesfond, er trist.
»Jeg kommer til at savne ham meget. Jeg føler, at jeg lige har mistet min egen far,« siger han.