AaB har vundet fem Superliga-kampe på stribe, og mandag kan den nordjyske fodboldklub tage den sjette, når bundholdet Esbjerg kommer på besøg.
AaB-træner Kent Nielsen mener dog, at der er grund til at være påpasselig, efter at Esbjerg i den seneste spillerunde vandt 3-0 over OB og fik sæsonens første sejr.
- Esbjergs velfortjente sejr i sidste uge havde været undervejs længe, for det har kendetegnet dem, at de har spillet med masser af energi, siger Kent Nielsen til AaB's hjemmeside.
- De tre point mod OB kan kun have givet dem endnu mere energi og optimisme, og faktisk råder Esbjerg også over en både stærk og bred trup, siger træneren.
AaB har også en vis selvtillid, eftersom klubben har vundet fem ligakampe i træk med målscoren 19-1.
- For vores eget vedkommende så nyder vi den nuværende periode, men samtidig er vi enormt ydmyge og stiller hele tiden endnu større krav til hinanden.
- Spillerne har hidtil været gode til at lukke ned for den seneste kamp og hurtigt rette fokus mod den kommende udfordring i en tæt liga, hvor der i alle opgør er reel mulighed for point for alle hold, siger Kent Nielsen.
AaB må undvære de rutinerede Thomas Augustinussen og Kasper Bøgelund mod Esbjerg.
/ritzau/