Mens japanerne stadig arbejder på at rydde op, efter at landet i marts blev ramt af et jordskælv og en tsunami, tyder alt på, at USA også kommer til at rydde op efter katastrofen.
For tsunamien trak enorme mængder vraggods med sig, da den trak sig tilbage, og det flyder nu rundt i stillehavet.
Det skriver Ingeniøren.
Forskere fra International Pacific Research Center på Hawaii har beregnet, at vraggodset vil flyde mod USA, hvilket et russisk skib, der netop er stødt på affaldet, har bekræftet.
"Tidligere på året simulerede vi os frem til, at de vragrester, der var skyllet i havet, langsomt ville bevæge sig mod øst. Først mod Hawaii og senere den amerikanske vestkyst," siger Nikolai Maximenko til Ingeniøren
"I 30 år har vi sat bøjer til søs i Stillehavet, således at vi nøje har kunnet følge strømforholdene, og det er på baggrund af de indsamlede data, at vi har simuleret den kurs, som affaldet vil tage," siger Nikolai Maximenko.
Og det russiske skibs placering passer præcist med forskernes beregninger.
Den flydende losseplads dækker et areal på 1,4 millioner kvadratkilometer og har en samlet vægt på mellem 5 og 20 millioner ton.
Video: Se skraldet flyde over stillehavet til USA
Kilde: Ingeniøren