Den danske højreback Lars Jacobsen er klar til holde styr på den portugisiske stjerneangriber Christiano Ronaldo i aftenens afgørende EM-kvalifikationskamp i Parken.
Men han kan ikke klare det alene, siger han til TV 2 Sporten.
"Han er en af dem, hvor det kræver en del hjælp fra sine medspillere," siger Lars Jacobsen, der får nok at se til, når Ronaldo ligger og skifter rundt sammen med kantspilleren Nani.
Men især er han bekymret for, at den portugisiske prettyboy vil falde i tide og utide for at få nogle potentielt farlige frispark i nærheden af feltet.
"Han er den type angriber, der gerne vil prikke bolden forbi dig, og så falder han over benet, man stikker ud," siger Lars Jacobsen, der vil holde hovedet koldt og ikke satse for meget.
"Man har set nogle gange, at han har filmet sig til nogle ting, men det er ikke noget, jeg tænker over. Sådan er topfodbold. Det gør de fleste angribere," siger Lars Jacobsen til TV 2 Sporten.
Kilde: TV 2 Sporten