Verdensstjernerne fra FC Barcelona hev, som ventet, det sidste stik hjem i aftes, da holdet på hjemmebanen Camp Nou spillede 1-1 mod Real Madrid i Champions League-semifinalen.
Inden da, havde Barca-spillerne vundet 2-0 i den spanske hovedstad og gik dermed videre på en samlet målscorer 3-1.
Og det var vigtigt for fodbolden, mener den danske landstræner Morten Olsen.
"Det er en sejr for fodbolden med Barcelona i Champions League-finalen. Barcelonas spil er en nydelse for enhver elsker af fodbold og bør være en inspiration for alle i fodboldens verden," siger Morten Olsen til B.T. og fortsætter:
"Real faldt med mere ære end i den første kamp, der var dyr for dem, men de taber bare til et hold, der på alle måder var bedre," siger Morten Olsen til B.T.
Samtidig revser den danske træner Reals kontroversielle guldfugl Mourinho. Olsen mener ikke, at den portugisiske træner bruger spillernes potentiale fuldt ud.
"Det var fantastisk, at Mourinho engang vandt Champions League med en lille klub som Porto. Dengang var det legalt at stille defensivt op, ligesom det var for Skagen, da de slog Brøndby ud af pokalen. Men nu er han i en klub med nogle af verdens dyreste og bedste spillere, så brug dem dog! Det er trist - som i den første kamp - at se Real gå ud for at ødelægge modstandernes spil," lyder opsangen fra Olsen.
Kilde: B.T.