Bandevolden blusser op i Køge.
Senest gik 12 unge fra forskellige bander amok på hinanden foran Køge Sygehus, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
"De skulle hver for sig ind og besøge personer på sygehuset, og da de to grupper ikke har det så godt med hinanden, så synes de, at de skulle slås uden for sygehuset. Og det gjorde de så," siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen til Newspaq.
Politiet fik hurtigt stoppet bataljerne, men to var særligt aggressive og måtte stoppes med perberspray. De kom en tur med på stationen, og skylder nu godt 500 kroner i statskassen.
Slagsmålet kommer efter en tid med optrappende vold i Køge og omegn. I søndags blev to 18-årige skudt, da de sad i deres bil, og en masse mennesker med skudsikre veste var hurtigt på stedet. Lørdag var der også et stort masseslagsmål i Køge.
"Der er jo nogle grupper, som ikke har det så godt med hinanden, og det skal åbenbart resultere i slagsmål. Det prøver vi at sætte en stopper for. Der er nok lidt æresbegreber inde i billedet, om at man ikke vil give sig over for hinanden," forklarer Carsten Andersen.
Politiet patruljerer oftere i Køge i frygt for at nye uroligheder skal opstå.
"Vi kører meget intensivt i området, hvis der skulle ske flere ting. Det var derfor, vi var så hurtigt tilstede ved sygehuset, og det vil vi også kunne være de næste par dage," slutter han, som en løftet pegefinger mod ballademagerne.
Det er blandt andet banderne Black Cobra og Bloodz, der huserer på Køge-egnen.