Hvis din arbejdsgiver betaler enten din mobil eller computer, så skal du ikke længere betale multimedieskat.
I hvert fald ikke, hvis det står til Socialdemokraterne og SF.
De to oppositionspartier fremlægger i dag sit fælles forslag til en ny finanslov, hvori de gør op med den omstridte mulitimedieskat.
"Vores forslag er, at hvis du bare har fået én enhed af din arbejdsgiver, så vil vi lempe de pågældende ud af ordningen," siger finansordfører Morten Bødskov (S) til TV 2 Nyhederne.
Ifølge de to partier er det kun folk, der får betalt både computer og telefon af arbejdsgiveren, der fortsat skal betale multimedieskatten. Det betyder, at mindst 100.000 danskere slipper for at betale skatten.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) er dog ikke videre begejstret. Han mener ikke, at forslaget har grobund i virkeligheden.
"Det er simpelt i en socialdemokratisk optik, men ikke i en ganske almindelig hverdagsoptik, hvor man skal have et skattesystem til at fungere," siger skatteministeren.
Socialdemokraterne og SF får svært ved at samle politisk flertal for forslaget - i hvert fald lige nu - eftersom Dansk Folkeparti også er imod.