Arbejder du bedst til lyden af Celine Dions stemme eller Lars Ulrich og Metallicas tunge rytme, så er du ikke den eneste.
52 procent af alle danskere hører musik mindst en gang om ugen på jobbet. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for TDC.
Musikken bruges ofte, når en medarbejder virkelig skal koncentrere sig, siger HR-chef i TDC Camilla Brehm Suhr.
"Det kan være svært, hvis man for eksempel sidder i storrumskontorer. Her hjælper musikken den enkelte med at skabe sit eget rum," siger hun i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser også, at 42 procent hører musik på jobbet hver eneste dag, og det er især radioen, der dominerer på kontoret. Den leverer nemlig 70 procent af arbejdsmusikken.
Og så konkluderer undersøgelsen, at musik ikke har nogen aldersgrænser - respondenter fra 18 til 69 år hører stort set lige meget musik. Det fremgår dog ikke, om de 18- og 69-årige hører den samme musik.