Pas på, hvad I lægger på Facebook. Det kan hjemsøge en senere i livet, siger præsident Obama til en gruppe amerikanske teenagere.
Sådan lød meldingen fra den amerikanske præsident, da han talte til en gruppe amerikanske teenagere om de farer, der kan være ved at lægge for mange personlige data ud på sociale internetfora som Facebook.
De kan vende tilbage og skade en senere i livet, siger den amerikanske præsident.
Obamas råd kommer, efter at nye undersøgelser viser, at amerikanske arbejdsgivere i stigende grad kigger Facebook og MySpace igennem, når de skal lave baggrundstjek på jobansøgere.
Under et møde med unge skoleelever blev Obama spurgt, om han havde nogle fif til, hvordan man bliver præsident, skriver businessinsider.com.
"Altså, lad mig give jer nogle helt praktiske råd. For det første vil jeg have, at alle her skal være forsigtige med, hvad de lægger på Facebook, fordi i YouTube-alderen vil alt, hvad man har lavet blive gravet frem igen senere i ens liv," sagde Obama.
"Og når man er ung, så begår man fejl, og man foretager sig dumme ting. Og jeg har hørt fra mange unge mennesker, der har lagt ting på Facebook, og pludselig skal de hen og søge en stilling, og så er der nogen, der har foretaget en søgning," fortsatte præsident Obama.