Spillerne i Frem har ikke fået løn for maj måned. Derfor sender de en konkursbegæring afsted i dag eller onsdag morgen.
Dermed har 1. divisionsklubben et par dage til at skaffe penge til den trængte klub.
"Jeg forventer, at ledelsen har en redningsplan i dag, og hvis det ikke sker, må vi sige tak for denne gang," siger holdets anfører, Tim Ilsø til flere medier.
Klubbens direktør Hans Hermansen har dog ikke tænk sig at ligge på den lade side de kommende 48 timer. Han vil arbejde på at finde en løsning for Frem.
"I dette øjeblik runder vi 400.000 kroner. Det er bidrag fra fans, for vi har ikke rigtig fået tilbagemeldinger fra erhvervslivet endnu. Her bliver det nok diskuteret på direktionsgangene. Vi vil torsdag vurdere, om vi skal gennemføre det her eller give op," siger Hans Hermansen.
Går Frem konkurs inden weekenden, så er Silkeborg sikre på oprykning til Superligaen, da et konkursramt hold automatisk taber 3-0 til de kommende modstandere. Og i weekenden er det planen, at Frem og Silkeborg mødes.