To ud af fem danskere vil forbyde rygning i hjem med børn. Men selvom det ville være godt med mindre røg, så er det at gå for langt, hvis man begynder at lovgive i folks private hjem, mener Lungeforeningen.
"Jeg kan godt forstå, at den udvikling kommer, fordi vores bevidsthed om rygning bliver større og større. Men jeg tror også, at man skal være klar over, at den private ejendomsret er ukrænkelig, så det vil være svært at gennemføre," siger direktør i Lungeforeningen, Charlotte Fuglsang, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men ifølge direktøren, er der også andre muligheder for at opnå det, man vil - nemlig at skåne børnene for røg.
"Vi synes jo ikke, at der skal ryges i nærheden af børn - overhovedet! Det er selvfølgelig svært, når det er forældrene, der ryger, og der mener vi, at de skal gå udenfor. Men noget andet, man kan gøre, er, at kigge på hvordan man hjælper de her forældre til at gennemføre et rygestop. Der har vi forskellige håndtag, vi kan skrue på," slår hun fast over for Newspaq.
Charlotte Fuglsang peger på, at højere priser på cigaretter er et meget effektivt middel til at få folk til at holde op med at ryge.