Israel håber at have gennemført tilbagetrækningen af tropperne fra Gaza, inden Barack Obama tirsdag tages i ed som USA's næste præsident.
Det har den israelske premierminister Ehud Olmert meddelt europæiske ledere, oplyser en anonym israelsk embedsmand ifølge New York Times.
Hvis Hamas fortsætter våbenhvilen, vil det være det bedst, hvis de israelske styrker har forladt Gazastriben, når Obama indtager Det Hvide Hus, så han kan koncentrere sig om at genopbygge Gaza og et mere moderat palæstinensisk styre fremfor at presse Israel til at trække sig ud af Gaza. Sådan lød meldingen fra den israelske embedsmand.
Tidshorisonten for tilbagetrækningen er den mest specifikke, som Israel hidtil har angivet.
Mandag var for første gang siden 27. december en stille dag i Gaza uden angreb. Mens israelerne har travlt med at forlade området, gør palæstinenserne status over deres tab. 1.300 har mistet livet under konflikten, mens 13 israelere er blevet dræbt.