Efter flere år med kraftig medvind på direktionsgangen er Parken i denne uge vågnet op til hverdagen.
"Det er blevet hverdag i Parken. Selskabet har længe været overvurderet, og har nærmest kunnet gå på vandet," vurderer sportsøkonom ved CBS, Troels Troelsen over for Nyhedsbureauet Newspaq.
Ugen igennem er aktiekursen på Parken Sport & Entertainment faldet hele 60 procent, og fredag forsatte nedturen med blodrøde tal til selskabet bag fod- og håndboldklubben FC København.
Men alligevel vurderer landets mest fremtrædende sportsøkonom, at snakken om konkurs er stærkt overdrevet. Og skulle skuden vitterligt være på vej ned, så ville en konkurs nok aldrig komme på tale.
"Hvilken bank ville erklære Parken konkurs, hvis det endelig kom der ud?," spørger Troels Troelsen og minder om den spanske kongeklub Real Madrid, der notorisk er i pengenød, men alligevel holdes i live af velvillige banker pga klubbens bred opbakning.
Ifølge Troels Troelsen skyldes 75 procent af Parkens problemer den generelle økonomiske afmatning, mens 25 procent kan tilskrives de mange byggerier, Parken har sat i værk på "det nok værst tænkelig tidspunkt."
Han peger på, at det må være tid til et ledelsesmæssigt skifte i Parken.
"Flemming Østergaard er en dygtig leder, men hvem ønsker at forblive uimodsagt. Derfor vil jeg mene, at tiden er inde til en modvindsbestyrelse i Parken," siger han.