Siden årsskiftet har Færdselsstyrelsen sendt en regn af bøder afsted og udskrevet 8.892 bøder på hver 4.500 kroner.
Det viser en aktindsigt, som FemernBusiness har fået.
Bøderne er givet til lastbiler, der ikke har betalt den nye kilometerbaserede vejafgift.
Afgiften gælder for lastbiler over 12 ton, der kører på i alt 10.900 kilometer stats- og kommuneveje. Betalingen sker via en boks i lastbilen eller ved køb af en digital vejafgiftsbillet.
Nummerpladeskannere registrerer lastbiler, der ikke har betalt, og bøden lyder på 4.500 kroner per gang. Og det er planen, at den bøde skal stige til det dobbelte fra 1. juli.
Det foreslår regeringen i et lovforslag, der lige nu bliver behandlet i Folketinget.
- 9.000 bøder på så kort tid viser jo, at noget er helt galt her. Man bliver nødt til at kigge indad. Så mange svindlere findes der slet ikke, siger direktør Peter Flensted Rasmussen fra Sax-Trans i Sakskøbing til mediet.
Sax-Trans har 55 lastbiler over 12 ton og virksomheden har fået seks bøder, som er betalt, men der er gjort indsigelse mod dem alle.
Hos DI modtager man mange henvendelser fra vognmænd, der gør, hvad de kan for at følge reglerne, men alligevel har fået bøder.
- Problemet ligger i måden, loven er sat sammen på. Der er ikke forskel på god og ond tro. Bøden er den samme, uanset om man har forsøgt at snyde eller gjort alt rigtigt. Det er ikke fair, siger Rune Noack, transportpolitisk chef i DI.
Det er Sund & Bælt, der har ansvaret for drift og implementering af systemet, og her fastholder man, at det fungerer som tiltænkt. Samtidig har man tidligere meddelt, at bøder udstedt mellem 1. og 8. januar vil blive annulleret på grund af tekniske opstartsproblemer.