Brandvæsnet kom tidligt søndag morgen frem til en brændende villa på Højtoften i Skibby i Nordsjælland, hvor de fandt husets beboer, en 82-årig mand, der havde mistet livet.
Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Flemming Hansen til det regionale medie sn.dk.
Anmeldelsen om branden kom ind klokken 05.02, da der stod høje flammer fra villaen i Skibby.
Vagtchefen oplyser til mediet, at brandårsagen nu skal undersøges nærmere.
Han afviser, at det eventuelt skulle være en tændt cigaret, der kunne være skyld i branden. Manden røg nemlig ikke, fortæller han.
- Der er ikke umiddelbart noget om, hvor ilden er opstået, men det bliver spærret af og undersøgt, siger han til sn.dk.
Villaen har fået en del indvendige skader som følge af branden. Der var asbest i taget, og vagtchefen advarer derfor om. at personer i området ikke skal røre ved tagplader, der faldt ned under branden.
/ritzau/