80.000 danskere er unge, arbejdsløse og ikke i gang med en uddannelse - og har været 'inaktive' i mere end seks måneder.
Det betyder at hver 12. ung hverken tjener egne penge eller sidder med næsen i studiebogen, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Analysen får beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at love reformer.
Hun vil tvinge de unge i arbejde med målrettede forløb, eller på skolebænken med nye fleksible uddannelser.
"Den understreger behovet for reformer af kontanthjælp og førtidspension. Vi bliver nødt til at presse eller tvinge de stærke unge i uddannelse eller arbejde, og for de svage unge må vi skabe særlige og målrettede forløb," siger hun til Jyllands-Posten.
Regeringen vil bruge midler som jobrotation, efteruddannelse, voksenlærlingeordning og en ny fleks-uddannelse, til at få fat i de unge.
"Målet er, at ingen unge må sidde passive i deres lejlighed," siger hun.
Blandt de unge uden job og uddannelse er halvdelen i dag på offentlig forsørgelse.