En 78-årig mand mistede tirsdag aften livet, da han væltede med en frontlæsser på sin grund.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Ulykken skete på Kollensøvej i Slangerup.
- Han er i gang med noget arbejde på sin grund, da frontlæsseren vælter, fortæller politiets vagtchef Rolf Hoffmann.
Den ældre mand falder ud af frontlæsseren og kommer i klemme under den.
- Der er tale om en tragisk ulykke, fastslår vagtchefen.
De pårørende til den 78-årige er blevet underrettet.
/ritzau/