Der skal punges mere end 39 milliarder dollar - eller 259 milliarder kroner - ud, hvis man vil have overdraget nøglerne til tusindvis af 7-Eleven-butikker.
Det må den canadiske detailkoncern Alimentation Couche-Tard, der blandt andet står bag Circle K-tankstationerne, indse.
Koncernens opkøbstilbud er nemlig blevet afvist af Seven & I, der ejer den velkendte kæde af kiosker. Det skriver Seven & I i en meddelelsen på sin hjemmeside fredag.
- Efter en grundig gennemgang af tilbuddet har bestyrelsen enstemmigt konkluderet, at tilbuddet ikke er i aktionærernes bedste interesse, lyder det.
Alimentation Couche-Tards interesse for foretagendet har været kendt i en længere periode. Opkøbstilbuddet blev bekræftet i midten af august.
Seven & I giver i fredagens meddelelse udtryk for, at firmaet er villig til at indgå i yderligere forhandlinger.
/ritzau/