Sidste år dukkede der langt flere "til salg-skilte" op i danske parcelhushaver. Der kom 6.049 flere boliger til salg sidste år, skriver epn.dk. De mange nye boliger på markedet svarer til en samlet stigning på 10,2 procent set i forhold til året før.
Det er især parcelhuse og sommerhuse der sættes til salg - henholdsvis 11 og 14,6 procent. Derimod går det lidt mere sløvt for ejerlejlighederne. Her er der tale om en stigning på 2 procent.
"Ser vi på månedsændringer, kan vi se, at boligudbuddet har været faldende i andet halvår af 2011. Derfor må konklusionen blive, at mange satte deres bolig til salg i første halvdel af 2011, hvor der var en stigende aktivitet på boligmarkedet. Tilsvarende har mange måttet opgive at sælge deres bolig i andet halvår af 2011, hvor boligmarkedet helt tabte pusten i takt med at gældskrisen, brudte forventninger mv. satte ind. Alene over den sidste måned er boligudbuddet faldet med 1.244 boliger," siger cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRF Kredit.
Hun vurderer, at udviklingen er med til at holde en hånd under boligmarkedet, som ellers har det svært, da et mindre udbud virker prisunderstøttende.