Op mod 600 mennesker trodsede i weekenden alle gode råd om, hvordan man undgår at blive forkølet. De smed nemlig tøjet og poserede uden en trevl på kroppen i alle afskygninger af formationer på toppen af Alpernes største gletsjer, Aletsch-gletsjeren i Schweiz.
Stående, gående og liggende blev de 600 splitternøgne mennesker foreviget af den amerikanske fotograf Spencer Tunick. Han stillede op bag kameraet i den gode sags tjeneste, nemlig for at hjælpe miljøorganisationen Greenpeace med at skabe opmærksomhed omkring de globale klimaforandringers betydning for de store gletsjere.
»At gletsjerne smelter er et indiskutabelt tegn på de globale klimaforandringer,« skriver Greenpeace i en meddelelse om lørdagens nøgentræf på Europas tagryg.
Smeltet væk i 2080
Gletsjerne i Alperne er i gennemsnit blevet en tredjedel kortere og halvt så tykke på de sidste 150 år. Aletsch-gletsjeren er skrumpet 115 meter alene på de sidste to år, og Greenpeace advarer om, at de fleste gletsjere vil være smeltet væk i 2080, hvis ikke der bliver skruet ned for forbruget og den globale opvarmning.
Derfor skal verdens befolkninger råbes op, og til det formål har massefotos af nøgne mennesker tidligere givet pote. Fotografen Spencer Tunick, der til daglig huserer i New York, er mester i at forevige folk uden en trevl på kroppen. Han har tidligere fået 2.000 kvinder til posere i Eva-kostume i Amsterdam i først et garageanlæg og dernæst på deres cykler gennem byen.
Iskoldt modeljob
Ifølge Greenpeace skal weekendens fotografier på Aletsch-gletsjeren »vise det symbolske forhold mellem den smeltende gletsjers sårbarhed og den menneskelige krop«.
Sårbar eller ej: De 600 nøgne mennesker var nok de mest sårbare i den cocktail, for temperaturerne i Alperne nåede under optagelserne ned på 10 grader.