Det sidste 'mis' i skilsmisse er skrevet i en bizar sag, hvor et israelsk ægtepar går fra hinanden på grund af konens 550 katte. Det skriver The Times Of Israel.
Manden har søgt om skilsmisse gennem Rabbinerrådet i den sydlige israelske by Beersheba, fordi han ser sit liv ødelagt af konens 550 huskatte.
Han har blandt andet begrundet bruddet med, at de mange misser blokerer hans vej til toilettet, og at for mange kælelystne katte i soveværelset samtidig ødelægger hans nattesøvn, når de bevæger sig rundt i ægteparrets seng.
Men det værste skulle være, at manden hverken kan lave mad eller spise, fordi den store frække katteflok er hurtige til at stjæle maden af bordet, inden han kan nå at indtage den.
Parret har uden held forsøgt forsoning og har nu valgt at gå hver til sit, efter at konen nægtede mandens ønske om at smide de mange misser på porten, skriver avisen.
Kilde: The Times Of Israel