53-årig nægter menneskehandel
En tidligere institutionsleder nægter at have udnyttet en ung kvinde og tvunget hende til prostitution.

En 53-årig mand nægter sig skyldig i menneskehandel begået mod en dansk kvinde i 2010 og 2011.

Det meddeler hans forsvarsadvokat Niels Forsby mandag ved Retten i Næstved, hvor manden sidder anklaget for at have udnyttet kvinden, fra hun var 19 til hun var 20 år.

- Jeg kan sige, at min klient nægter sig skyldig i forhold 1. Der er under ingen omstændigheder tale om menneskehandel, siger mandens forsvarer Niels Forsby.

Forhold 1 i sagens anklageskrift drejer sig om, at manden har udnyttet kvinden og fået hende til at prostituere sig for ham. Udnyttelsen har været så grov, at der ifølge anklagemyndigheden er tale om menneskehandel.

Anklager Charlotte Larsen lagde mandag formiddag ud med at læse det uhyggelige anklageskrift op.

Af anklageskriftet fremgår det, at manden ifølge anklagemyndigheden har tvunget kvinden til at gå med halsbånd for at symbolisere, at hun var ejet af manden.

Manden har ifølge anklageskriftet også fået kvinden tatoveret med bogstaverne LTT, som står for "Ludertøs" og det første bogstav i mandens navn.

Ifølge anklagemyndigheden har manden også truet med at overgive kvinden til rockere fra Bandidos. Han er desuden tiltalt for at have installeret hende i en campingvogn ved Himmelbjerget, der fungerede som bordel.

Den 53-årige, der tidligere var leder af et bosted for udsatte unge, skal mandag formiddag afgive forklaring i sagen.

/ritzau/