Mindst 50 mennesker meldes dræbt ved et luftangreb under en koncert i den nordlige delstat Kachin i Myanmar.
Blandt de dræbte er sangere og andre civile, siger øjenvidner til medier i det sydøstasiatiske land.
Også officerer fra Kachin Uafhængighedshær skal være dræbt. Den militante gruppe stod bag koncerten, som skulle markere 62-års-dagen for oprettelsen af dens politiske gren.
Ifølge øjenvidnerne var der tre fly bag luftangrebet.
Myanmars militær meddeler tirsdag, at det reagerede på angreb, som Kachin Uafhængighedshær og andre væbnede grupper har stået bag.
- Som sikkerhedsstyrker har de ansvar for at bekæmpe oprørere, hvilket er afgørende for regional fred og stabilitet, lyder det i en meddelelse på Myanmars militærs hjemmeside.
Der er forskellige meldinger om, hvor mange mennesker der har mistet livet i angrebet. Et lokalt medie beretter om 100 døde, mens Kachin News Group melder om 80 dræbte og 100 sårede.
Hæren afviser dødstallet som "rygter" og siger, at kun medlemmer af Kachin Uafhængighedshær og "terrorister" blev dræbt.
Det har ikke været muligt for nyhedsbureauet Reuters at bekræfte dødstallet.
Flere vestlige ambassader samt FN har fordømt angrebet.
- Det, der ser ud til at være overdreven og uforholdsmæssig brug af magt fra sikkerhedsstyrker mod ubevæbnede civile, er uacceptabelt. Dem, der står bag, må stilles til ansvar, lyder det fra FN's Myanmar-kontor.
Myanmar har været præget af vold, siden militæret omstyrtede den valgte regering ved et kup 1. februar 2021.
Modstandsgrupper, herunder nogle af dem bevæbnede, har set dagens lys landet over. Grupperne er blevet mødt med dødelige angreb fra landets militær.
Kachin Uafhængighedshær har gennem de seneste mere end 60 år i perioder kæmpet mod Myanmars hær for at opnå større grad af selvstyre for indbyggerne i Kachin-delstaten.
Som mange andre af Myanmars væbnede grupper støtter den også kampen mod militærstyret.
Den afsatte leder Aung San Suu Kyi og flere andre medlemmer af regeringen har været frihedsberøvet siden kuppet sidste år.
Flere af Suu Kyis støtter har efter kuppet dannet Den Nationale Samlingsregering (NUG), som tirsdag beskylder militærstyret for at rette angreb mod civile.
Den opfordrer FN og andre internationale aktører til at gribe ind og stoppe "uhyrligheder og krigsforbrydelser begået af juntaen".
- Vi har brug for øjeblikkelig håndgribelig handling og støtte fra det internationale samfund for at holde juntaen ansvarlig, siger dr. Sasa, der er talsmand for NUG.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters