Irak oplever lørdag en usædvanlig blodig afslutning på ramadanen. 50 mennesker meldes dræbt i Bagdads shiamuslimske områder, hvor bilbomber er eksploderet.
Det oplyser irakisk politi og læger.
Der har været ni særskilte bombeeksplosioner, som har været rettet mod markedspladser og travle forretningsgader, siger en kilde.
Antallet af sårede opgives til 140.
Under hele den muslimske fastemåned er over 800 mennesker dræbt i Irak.
Kendere af Irak siger, at det er vrede i det sunnimuslimske samfund, der er årsag til, at volden er eksploderet.
Protester bredte sig i slutningen af 2012, efter sunnimuslimer beskyldte den shiamuslimske regering for at fortrænge og diskriminere dem.
/ritzau/Reuters