Ryger en kartoffel eller en frikadelle på gulvet, så kigger man lige rundt om bordet efter misbilligende blikke og siger hurtigt, at 5-sekundersreglen gælder, samler op, puster lidt på den og spiser videre.
Gælder 5-sekundersreglen hjemme hos jer?
Det gør den i rigtig mange hjem, og det er sådan set rigtig fint, for en stor andel mad tager ikke skade af en lille smuttur på gulvet, skriver iform.dk
Madens overflade spiller ind
Der er rigtig meget mad, som uden problemer kan spises, selvom det har været på gulvet.
Men sker det, at noget af aftensmaden glider af gaflen, skal du overveje, hvilken konsistens din mad har, før du samler det op og spiser videre, viser forskning fra Rutgers University i New Jersey.
Studierne viser, at de bakterier som sætter sig på maden, er påvirket af madens konsistens og hvilket underlag, den ryger ned på. Er maden til den fugtige side som eksempelvis en nutellamad, vil der ske en hurtig bakterieoverførsel til maden, når den lander på gulvet. Og det står endnu værre til, hvis den lander på en blank overflade.
Sker det, skal maden ud. Bakterierne sætter sig med det samme. Det er mega ærgerligt, men du skal altså tænke dig om en ekstra gang, før du propper den beskidte nutellamad ind i munden igen.
Men er din mad derimod tør, når den ryger på gulvet, er sagen en anden. Her kan du godt spise videre, og hvis den samtidig lander på en mere ru flade som et gulvtæppe, vil det tage endnu længere tid for bakterierne at sætte sig.
Ja, det lyder måske underligt, men et gulvtæppe er længere om at overføre bakterier end et blankt gulv er.
Ønskesituationen er derfor: Skal du absolut tabe noget, så tab en af tante Odas tørre boller fra forleden. Den kan du spise bagefter uden at frygte en bakteriefest i din mund.