Der er fuld turbo på vaccinationerne lige nu. De høje smittetal og omikron-varianten sætter gang i test- og vaccinationsindsatsen.
I dag er der sendt 460.000 invitationer til revaccination afsted til borgeres oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.
De mange invitationer er et resultat af, at personer, der stod til at blive inviteret i den kommende eller næste uge, har fået fremrykket deres invitationer. Det fremgår ikke af meddelelsen, hvilke grupper de 460.000 inviterede dækker over.
Sundhedsstyrelsen oplyste tidligere fredag, at potentielt op mod tre millioner borgere vil være inviteret til revaccination inden jul.
Målet er, at vaccinerede mellem 40 og 65 år inden længe kan forvente at få en invitation til det tredje stik, lød det. Det fortalte Helene Probst, som er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
- I lyset af det, vi står i nu, så har vi haft en drøftelse med vores faglige ekspertgruppe om at fremrykke revaccination for de grupper, der har en øget risiko for at få et alvorligt forløb, sagde Helene Probst.
Ingen grund til at vente
Og den anden gode nyhed er, at man ikke behøver at vente på en invitation.
Så længe der er gået nok tiden siden andet stik, kan man få sin booster.
Og det vil sige alle, som er vaccineret for 5,5 måneder eller længere tid siden kan blive revaccineret.
- Der er ledig kapacitet i vores vaccinationscentre, så det er bare med at få tredje stik hurtigst muligt, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.