40-årig sigtes for mishandling i skov

Politiet i Randers har anholdt en 40-årig mand for grov mishandling i en skov og frihedsberøvelse.

En af fire gerningsmænd til et groft overfald i Randers skal onsdag foran en dommer i et grundlovsforhør. Den anholdte - en 40-årig mand - er sigtet for kvalificeret vold, røveri og frihedsberøvelse mod en jævnaldrende mand torsdag, oplyser Østjyllands Politi.

- Han har slået og sparket en jævnaldrende mand i forening med tre gerningsmænd. De har sprøjtet peberspray i øjnene på offeret, som også har sålaftryk på arme og ryg, siger politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau.

Den 40-årige er også sigtet for røveri, fordi han har taget offerets tegnebog under overfaldet, der startede på en p-plads, hvor de med slag og spark får pacificeret ham og givet ham strips på hænderne.

De fire mænd kører offeret ud i en skov nord for byen, hvor de fortsætter mishandlingen med køller.

Manden blev fundet stærkt forslået tre kvarter efter overfaldet på p-pladsen og kørt til Regionshospitalet i Randers med flere brud på kroppen. Han har dog ikke været i livsfare.

Overfaldet sker på Park Boulevarden ud for Doktorparken i Randers. Bilen kører med manden bundet i bagerummet ad Park Boulevarden mod Viborgvej, hvor den svinger til højre med retning væk fra byen.

- Han bliver overfaldet af fire mænd og en femte, som ikke deltager direkte i overfaldet. Men vi har hørt, at de sammen har opholdt sig i området i op til en time før overfaldet, så vi vil gerne høre fra vidner, fortalte vicepolitikommissær Niels Bugge tidligere.

Han vil ikke oplyse, om offer og gerningsmand kender hinanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.