En af fire mistænkte gerningsmænd til et groft overfald i Randers er løsladt onsdag af en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Randers, som ikke finder politiets beviser tunge nok til en fængsling, oplyser Østjyllands Politi.
Den 40-årige mand er fortsat sigtet af politiet for kvalificeret vold, røveri og frihedsberøvelse mod en jævnaldrende mand torsdag på en p-plads og senere i en skov. Dommerens løsladelse er kæret på stedet.
- Han har slået og sparket en jævnaldrende mand i forening med tre gerningsmænd. De har sprøjtet peberspray i øjnene på offeret, som også har sålaftryk på arme og ryg, har politikommissær Mogens Brøndum tidligere forklaret.
Den 40-årige er også sigtet for røveri, fordi han har taget offerets tegnebog under overfaldet, der startede på en p-plads, hvor de med slag og spark pacificerede ham og gav ham strips på hænderne.
De fire mænd kørte ifølge politiet offeret ud i en skov nord for byen, hvor de fortsatte mishandlingen med køller.
Manden blev fundet stærkt forslået tre kvarter efter overfaldet på p-pladsen og kørt til Regionshospitalet i Randers med flere brud på kroppen. Han har dog ikke været i livsfare.
Overfaldet skete på Park Boulevarden ud for Doktorparken i Randers. Bilen kørte med manden bundet i bagerummet ad Park Boulevarden mod Viborgvej, hvor den drejede til højre med retning væk fra byen.
- Han bliver overfaldet af fire mænd og en femte, som ikke deltager direkte i overfaldet. Men vi har hørt, at de sammen har opholdt sig i området i op til en time før overfaldet, så vi vil gerne høre fra vidner, fortalte vicepolitikommissær Niels Bugge tidligere.
Han vil ikke oplyse, om offer og gerningsmand kender hinanden.
/ritzau/