Homoseksualitet straffes i flere afrikanske lande med døden, og generelt er der trange kår for bøsser og lesbiske i Afrika syd for Sahara.
Det viser en stor undersøgelse, som Amnesty International præsenterer tirsdag.
Blandt andet kan man læse, at hele 38 lande syd for Sahara straffer homoseksualitet.
I lande som Mauretanien, Nigeria, Somalia og Sudan har magthaverne sågar besluttet, at homoseksualitet skal kunne føre til henrettelse.
- Det vigtigste i rapporten er at fremhæve, hvordan lovgivning på hele kontinentet selvfølgelig medfører den helt konkrete diskrimination, siger Helle Jacobsen, der er kampagnekoordinator for Diskriminationskampagnen i Amnesty International.
- Men det er også vigtigt at påvise, hvordan lovgivningen blåstempler en form for heksejagt på homoseksuelle, siger hun.
Således beskriver organisationen, hvordan mange afrikanske regeringer i de seneste år har vedtaget love, der både skærper og øger sanktionsmuligheder mod borgere, der udlever deres homoseksualitet.
Tidligere indsatte fra Cameroon kan berette om at være blevet tæsket og tvunget til ydmygende anal-undersøgelser.
Også i lande, hvor homoseksualitet ikke er forbudt, påviser Amnestys undersøgelse voldsomme vilkår for homoseksuelle.
- I Sydafrika har man faktisk en lovgivning, der beskytter seksuelle minoriteter, men loven bliver ikke brugt. Der er et stort antal hatecrimes og endda mord, og i de fleste af tilfældene finder man aldrig den skyldige, siger Helle Jacobsen.
Når det kommer til de 38 lande, der straffer homoseksualitet, skal politikerne først og fremmest presses til at ændre lovene. Det skal dog ikke ske ved, at man fjerner ulandsbistanden, mener Amnesty.
- Det er vigtigt, at vi fra Danmark sikrer, at pengene går direkte til organisationer, der arbejder målrettet for homoseksuelles rettigheder.
- Og så er der det her problem med, at vi meget let bliver set som imperialister fra Europa, når vi presser alt for hårdt. Så det er vigtigt, at det er "quiet diplomacy", og at man for eksempel taler med den enkelte parlamentariker, når man har chancen for det, forklarer Helle Jacobsen.
/ritzau/