JJJJ
300
Instr. Zack Snyder
300 krigere mod en million. Svarende til at hver spartaner skulle dræbe 3.333 persere for at få en sejr i hus. Ikke just gode odds, og derfor er historien om slaget ved Thermopylæ da også fortalt videre igen og igen siden år 480 før Kristi fødsel.
Et par tusind år senere, i 1960’erne, sad der for eksempel en lille dreng og så storfilmen The 300 Spartans’ i fjernsynet, og så var han ellers solgt til sagnet om at betale den ultimative pris i frihedens navn.
Drengen var den senere legendariske tegneserie-forfatter Frank Miller (især kendt for Sin City’), der i 1998 lavede sin egen visuelt stilskabende hyldest til de 300 krigere. Det tegneseriealbum er nu gjort til et imposant heltekvad af instruktøren Zack Snyder, og dermed er myten ikke alene kommet endnu længere fra virkeligheden, men er i underholdningens hellige navn opdateret til moderne, computergenereret voldsæstetik. Tegneserie-krig på film, om man så må sige.
Kort sagt er handlingen, at 300 spartanere trodser en enorm persisk hær ved i flere dage at holde stand i en kløft.
Og trods elementer af politisk rænkespil hjemme i demokratiets vugge, så er 300’ altså et rendyrket actionkick, der i drengerøvs-faktor både overgår de formidable slag i Ringenes Herre’-serien og får al det fontænesprøjtende blod i Tarantinos Kill Bill’ til at ligne en idé fra BR Legetøj.
Rendyrket kliché
Til gengæld kan 300’ ikke rigtig hamle op med hverken intensiteten, spændingen eller handlingen i den genremæssigt beslægtede Gladiator’. Dertil er filmen på mange måder for banal. For unuanceret. For meget tegneserie om man vil. Her er de onde dæmoner og de gode altopofrende helte, der hver især er udstyret med rendyrkede klichéer a la This is where we fight. this is where they die’. Den psykologiske dybde når knapt bunden i et soppebassin.
Især er hovedpersonen, Kong Leonidas (Gerard Butler), udstyret med ikke så lidt af en superhelte-karakter med sine brushede vaskebræts-muskler og sit nådesløse hovmod - om han så står face to face med den frygtede perser-konge Xerxes og millionvis af barbariske soldater, freakede kæmper, gigantiske næsehorn eller rasende elefanter.
1300 ud af 1500 klip er udstyret med visuelle effekter (især slowmotion), og faktisk er kun den indledende scene med galoperende heste skudt på location. Ellers er alt lavet i studiet med en bluescreen i baggrunden.
Men ægte overdrevet ser det ud, tilsat hav og klipper og et tusindfoldigt antal krigere. Klinisk koreograferet og så visuelt formfuldendt, at den fremstår lige så fejl- og fnugfri som en shampoo-reklame for L’Oreal. Pletvis tilsat industriel metalmusik fra Nine Inch Nails.
Det er lige dele balstyrisk og billedskønt og ender næsten i det ufrivilligt morsomme. Som min kollega, Noe Habermann, sagde efter pressevisningen: "Det er en fed film, men ikke en god film."
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.