Næsten 30 millioner mennesker på tværs af kloden lever i slaveri.
Flere mænd, kvinder og børn bliver ofre for menneskehandel eller er fanget i tvangsarbejde, viser et nyt globalt slaveri-index.
Organisationen Walk Free Foundation har rangeret 162 lande efter antallet af slaver, risikoen for slaveri - samt hvordan myndighederne bekæmper problemet.
10 lande står for hele 76 procent af de godt 30 millioner slavearbejdere: Indien, Kina, Pakistan, Nigeria, Etiopien, Rusland, Thailand, Den Demokratiske Republik Congo, Myanmar og Bangladesh.
Slaveri defineres i rapporten som menneskehandel, tvangsarbejde, tvangsægteskab, gældsslaver samt salg og udnyttelse af børn.
Indekset er den første årlige gennemgang af slaveri på verdensplan.
Kevin Bales, forsker og professor i nutidens slaveri på University of Hull i Storbritannien, håber, at indekset vil sætte fokus på emnet og tvinge myndigheder i flere lande til at gøre noget ved problemerne.
Han afviser argumentet om, at fattigdom er den vigtigste årsag til slaveri. I stedet peger han på korruption som den afgørende faktor, og han efterlyser lovgivning, der sætter ind over for den organiserede kriminalitet.
- Da vi analyserede statistikkerne, kom vi konsekvent frem til, at korruption vægter højere, siger Kevin Bales.
Ifølge indekset har Mauretanien i det vestlige Afrika det største antal slavearbejdere per indbygger. Næsten fire procent af befolkningen på 3,8 millioner er fanget i slaveri.
Indien står for det højeste antal med 14 millioner slaver - Kina ligger nummer to med tre millioner.
Island, Irland og Storbritannien ligger sidst på listen, men Kevin Bales understreger, at der også findes slaveri i disse lande. Op til 4400 mennesker menes eksempelvis at arbejde som slaver i Storbritannien.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.