Ritzau
Opdateret kl. 15:31
Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 30-årig mand, der mistænkes for at have forvoldt et barns død. Barnet var halvandet år og fra Haderslev.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.
Sagen har været efterforsket siden 6. februar, hvor barnet blev fundet død. Politiets efterforskning har nu ført til anholdelsen af den 30-årige mand.
Politiet vil ikke oplyse, hvilken relation barnet den anholdte mand har haft, eller hvorvidt de har haft en. Det samme gælder dødsårsagen.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Sønderborg torsdag klokken ti, hvor der vil blive begæret lukkede døre af hensyn til efterforskning af sagen.
/ritzau/