En 28-årig maskinmester og tidligere mentor fra Nørrebro i København er tilsyneladende den hidtil højst placerede dansker i Islamisk Stat (IS).
Det skriver Politiken på baggrund af oplysninger om, at han har haft forbindelse til mindst to af de gerningsmænd fra den ekstremistiske bevægelse, som i november udførte en række angreb i Paris.
130 mennesker blev dræbt i angrebene i den franske hovedstad, og ifølge en højtstående amerikansk sikkerhedskilde og lokale informationsaktivister var danskeren i kontakt med gerningsmændene i dagene op til.
Den 28-årige danskkurder - R.T. - var selv rejst fra Danmark til Syrien og sluttede sig ifølge Politiken til Islamisk Stat i december 2014.
Også to IS-krigere, der har opholdt sig med R.T. i Syrien, bekræfter over for avisen, at den 28-årige har haft forbindelse til nogle af de mænd, der begik de blodige angreb i Paris i november sidste år.
R.T. steg hurtigt til tops i bevægelsen og blev angiveligt en del af IS' sikkerhedstjeneste for eksterne operationer, Emni.
Det er denne gruppe, der menes at stå bag Paris-angrebene.
Politiken har ikke kunnet få bekræftet, om R.T. har spillet en konkret rolle i angrebet.
Men flere kilder oplyser uafhængigt af hinanden til avisen, at danskkurderen havde skriftlig kontakt med gerningsmændene, mens de befandt sig i den franske hovedstad umiddelbart før angrebet.
Er det sandt, gør det efter alt at dømme R.T. til den hidtil højst placerede danske statsborger i IS, skriver Politiken.
Danskkurderen blev selv dræbt 7. december 2015 af en amerikansk drone i Raqqa. Hans navn var angiveligt dukket op på amerikanernes radar syv måneder tidligere, da specialstyrker fra USA dræbte en IS-leder i Syrien.
Før R.T. rejste til Syrien og sluttede sig til IS, uddannede han sig i Danmark til maskinmester. Han blev student fra Frederiksberg Gymnasium og deltog senere i frivilligt mentorarbejde.
PET ønsker hverken at be- eller afkræfte Politikens oplysninger.
/ritzau/