En kraftig brand vækkede tidligt søndag morgen en familie og udlejere på en gård i Frederiksværk i Nordsjælland.
En 20-årig mand fik forbrændinger i ansigtet og på hænderne, men ellers er ingen kommet til skade, oplyser Nordsjællands Politi.
- En 20-årig ung beboer er kommet til skade på hænderne og i ansigtet, men jeg kan ikke sige, hvor alvorligt det er, siger vagtchef Per Thuesen til Ritzau.
- Jeg ved ikke, hvordan han bliver forbrændt, men han hopper ud fra et vindue på første sal, fortæller han.
Politiet fik alarmopkaldet klokken 07.24 fra Hanehovedvej i Frederiksværk, hvor moren får vækket husets øvrige beboere.
Brandfolk kæmper stadig med ilden, men ingen personer er i fare.
- Det brænder stadigvæk kraftigt, så vi har ikke kunnet lave undersøgelser på stedet endnu. Men der er intet, som tyder på, at der er sket noget kriminelt, siger Per Thuesen.