En 19-årig kvinde ventes at overleve et stød på 25.000 volt natten til søndag fra en køreledning på Roskilde Station.
- Søndag aften får vi at vide af Rigshospitalet, at kvindens tilstand er stabil. Vi har endnu ikke hørt mere, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Kvinden fik forbrændt 40 procent af kroppen, og hendes tilstand var kritisk, efter hun kravlede op på taget af et tog på vej hjem fra en biograftur med sin kæreste. Her rørte hun ved en køreledning, mens kæresten stod med ryggen til.
- Han trådte af på naturens vegne, og mens han - med ryggen til - hører et højt brag og ser et lysglimt. Så opdager han, at hun har fået stød, siger Martin Bjerregaard.
Efter det kraftige stød lå kvinden stadig kastet omkuld på taget af toget, og tøjet brændte, da redningsarbejderne nåede frem til hende.
Både kæresten og kvinden trodsede adskillige 'adgang forbudt'-skilte, men politiet regner alligevel ikke med, at hun skal have bøde for ulovlig indtrængen.
- Vi mangler hendes forklaring, før vi tager stilling til en eventuel bøde. Men mon ikke hun har fået straf nok, fortæller Martin Bjerregaard.
Den unge kvinde er nu indlagt på Rigshospitalets brandcenter.
/ritzau/